Nyhedsbreve

 

Kontrol med danske domæner

 

Nyhedsbrev #12 - september 2003

 

DK Hostmaster A/S som er 100% ejet af Dansk Internet Forum (DIFO) - står for den daglige administration af Top Level domænet .DK - DIFO har til opgave at fastlægge de overordnede mål og midler for den danske del af Internettet herunder fastlæggelse af regler for administration af og tvister om domænenavne under .DK

 

Men sådan bliver det måske ikke om et år. Regeringen har nemlig nedsat et udvalg, som frem til næste sommer skal analysere forudsætningen for en eventuel lovgivning på domæneområdet. 

 

Årsagen er flere verserende retssager, hvor der sættes spørgsmålstegn ved Dansk Internet Forums kompetence til at forvalte domænerne. Videnskabsministeren ønsker således at fjerne den juridiske usikkerhed, der er omkring administrationen af domænenavnene.

 

Domænenavne er af vital betydning for såvel erhvervslivet, offentlige myndigheder som private forbrugere. For især erhvervslivet er adresser på Internet, forbundet med store økonomiske interesser, da domænenavnet ofte er en del af virksomhedens brand.

 

Domænenavnene har også stor betydning for offentlige myndigheder, som især har interesse i at domænenavnene er velkendte, set i lyset af den øgede digitalisering af forvaltningen.

 

Udvalget som skal analysere administrationen af domænenavnene, er bredt sammensat af repræsentanter fra erhvervslivet, forbrugerne, organisationerne og myndighederne. Formand for udvalget er højesteretsdommer Jon Stokholm. Udvalget får som hovedopgave at vurdere, om der skal indføres lovgivning på domænenavnsområdet, og i givet fald i hvilket omfang. Det skal også vurderes hvem der kan erhverve ret til et domænenavn under .DK

 

Domænenavnsområdet har hidtil ikke været lovreguleret. Videnskabsministeren har således ikke haft formel kompetence til at gribe ind, såfremt administrationen af domænerne ikke fungerede effektivt.

 

Kilde: DK Hostmaster

 

Luk vinduet